Methylphenidat hører til gruppen af stimulerende lægemidler. Mekanismen er i korte træk, at stoffet blokerer genoptaget af dopamin og noradrenalin i hjernens synapser, så mere af signalstofferne bliver tilgængelig i længere tid. Hos mennesker med ADHD menes netop disse to signalstoffer at være underaktive i de dele af hjernen, der styrer opmærksomhed, motivation og impulskontrol – hvilket er en del af forklaringen på, hvorfor et stimulerende stof lidt paradoksalt kan gøre personer med ADHD roligere og mere fokuserede, i stedet for mere hyperaktive.
Det er samme grundmekanisme, uanset om man tager et korttidsvirkende eller et langtidsvirkende præparat – det, der adskiller dem, er primært, hvor hurtigt stoffet frigives, og hvor længe det holder sig aktivt i kroppen.
De forskellige formuleringer – og hvorfor det betyder noget
Methylphenidat markedsføres i flere forskellige formuleringer, og valget mellem dem er langt fra ligegyldigt for, hvordan hverdagen med medicinen kommer til at fungere:
Korttidsvirkende (umiddelbar frigivelse). Frigiver al stoffet med det samme og virker typisk i 3-4 timer. Fordelen er en hurtig, forudsigelig effekt og mulighed for at time doser efter behov – fx en ekstra dosis før en krævende opgave. Ulempen er, at man ofte skal dosere flere gange dagligt, og at der kan opstå udsving (op- og nedtur), når en dosis klinger af.
Depotformuleringer (modificeret frigivelse). Frigiver stoffet gradvist over en længere periode, typisk hele skole- eller arbejdsdagen. Det giver en jævnere effekt uden de samme udsving og gør det ofte unødvendigt at dosere midt på dagen – hvilket for mange er en stor praktisk fordel.
Forskellen i frigivelsesprofil betyder også, at depotpræparater generelt anses for at have et lavere misbrugspotentiale end de korttidsvirkende, fordi den gradvise optagelse langt sjældnere vil give en utilsigtet “rus”-lignende effekt. Hos Mediprax sigter vi altovervejende mod at behandle med en depotformulering, hvilket er i overensstemmelse med generelle anbefalinger.
Hvor hurtigt og hvor længe virker det?
For korttidsvirkende præparater mærkes effekt ofte inden for 20-50 minutter, og effekten varer ofte i 3-4 timer. Ved behandling med depotformuleringer mærkes typisk initial effekt inden for 30-90 minutter, mens den maksimale effekt typisk ses efter cirka 2 timer, og effekten varer ofte i adskillige timer.
Almindelige bivirkninger – og hvorfor de ofte er dosisafhængige
De fleste bivirkninger ved methylphenidat er direkte relateret til stoffets påvirkning af centralnervesystemet og optræder oftest i starten af behandlingen og/eller ved dosisøgning. De mest almindelige bivirkninger, som bør drøftes med den ordinerende læge, omfatter:
- Mundtørhed, ofte forbigående
- Nedsat appetit, særligt omkring middagstid, hvor effekten typisk er størst
- Forbigående søvnbesvær, især hvis medicinen doseres for sent på dagen
- Let forhøjet puls eller blodtryk, hvorfor blodtryk og puls typisk monitoreres ved opstart og løbende
- Hovedpine eller mavesmerter i starten af behandlingen, som ofte aftager over tid
- Kvalme, kan ofte undgås eller mindskes, hvis man spiser mad inden indtag af medicinen
De fleste af disse kan afhjælpes ved at justere dosis, tidspunkt eller skifte formulering – hvilket er en af hovedgrundene til, at opstart af methylphenidat altid følges tæt af en læge.
Kontrolleret stof – hvad betyder det i praksis?
Fordi methylphenidat er stimulerende og har et vist misbrugspotentiale, er det underlagt særlig receptpligt (B-recept) i Danmark. Det betyder blandt andet, at recepter ikke kan fornys automatisk i det uendelige, og at man ved rejse over landegrænser kan have brug for enten et ”pillepas” (Schengenattest) eller en egentlig lægeerklæring, som dokumentation for lovlig besiddelse af medicinen. Det er værd at planlægge i god tid, hvis man skal rejse med sin medicin.
Er methylphenidat det rette valg for dig?
Methylphenidat er førstevalg for de fleste med ADHD i Danmark, fordi effekten typisk er hurtig og veldokumenteret. Men det er ikke det rette valg for alle: personer med visse hjerte-kar-tilstande, udtalt angst, tics eller misbrugsproblematik kan have bedre gavn af et ikke-stimulerende alternativ som atomoxetin. Hvilken medicin og formulering, der passer bedst, afhænger altid af en individuel lægefaglig vurdering af symptombillede samt øvrige helbredsforhold.
Ofte stillede spørgsmål
Er methylphenidat det samme som Ritalin? Ritalin er et af flere handelsnavne for methylphenidat – der findes en række andre præparater med samme aktive stof, men forskellige frigivelsesprofiler og hjælpestoffer.
Kan man blive afhængig af methylphenidat? Ved korrekt medicinsk brug og opfølgning er risikoen for afhængighed lav, særligt ved depotformuleringer. Det er en af grundene til, at behandlingen løbende overvåges af en læge.
Skal man holde pause fra medicinen i weekender eller ferier (“medicinfri periode”)? Dette er en individuel klinisk beslutning, som afhænger af symptombillede og hverdag, og bør altid drøftes med den behandlende læge frem for at besluttes på egen hånd.
Hos Mediprax varetages opstart og opfølgning på methylphenidat-behandling af vores speciallæger i psykiatri, der løbende følger op på effekt og eventuelle bivirkninger sammen med dig – og finder den formulering og dosis, der passer til din hverdag.